Reform af EU's tilbagesendelsesregler
EU’s regler for tilbagesendelse regulerer, hvordan EU-landene skal håndtere mennesker, som ikke har lovligt ophold, herunder afviste asylansøgere. Den nuværende lovgivning på området, det såkaldte tilbagesendelsesdirektiv, gælder i alle EU-lande, med undtagelse af Irland, samt i de Schengen-associerede lande.
For at skabe et fælles tilbagesendelsessystem for alle EU-lande, har Europa-Kommissionen i marts 2025 foreslået en ny tilbagesendelsesforordning. Lovforslaget vil nu blive forhandlet af Europa-Parlamentet og Rådet.
Lovforslaget kan ses som en forlængelse af aftalen om EU’s pagt om migration og asyl (EU’s asylpagt), som blev vedtaget i 2024, da det omhandler den eksterne dimension af EU’s asyl- og migrationspolitik.
DRC’s arbejde med hjemrejse- og reintegrationsrådgivning
Det danske retsforbehold betyder, at kun dele af det europæiske asylsystem implementeres i Danmark. EU’s tilbagesendelsesregler gælder dog i Danmark, fordi de er en forlængelse af Schengen-samarbejdet.
DRC tilbyder rådgivning gennem hele den danske asylprocedure, herunder rådgivning om tilbagesendelse og reintegrationsstøtte.
DRC arbejder rettighedsbaseret og ønsker at sikre, at asylansøgere får så grundig viden om deres situation samt om de forskellige valg og muligheder, de måtte have, at de kan træffe beslutninger om deres fremtid på et oplyst grundlag.
DRC arbejder med afsæt i DRC’s hjemrejserådgivningsmetode, som er en tilgang udviklet over en årrække for at sikre en kvalificeret og fagligt velfunderet tilgang. Den beror på en dyb faglig forståelse for en sårbar og kompleks målgruppe med forskellige ressourcer og udfordringer og har til hensigt at støtte afviste asylansøgere i at foretage informerede beslutninger om deres fremtid.
Læs mere om DRC’s holdning til værdig tilbagevenden her: Værdig tilbagevenden | DRC Dansk Flygtningehjælp
DRC’s overvejelser om centrale dele af den foreslåede tilbagesendelsesforordning
Introduktion af "den europæiske tilbagesendelsesordre" (art. 7-9)
Med EU’s asylpagt skal afgørelser om asyl og tilbagesendelse i stigende grad træffes i forlængelse af hinanden. Det er allerede praksis i Danmark, men endnu ikke almindelig praksis i andre EU-lande.
EU-landene skal gensidigt anerkende og håndhæve afgørelser om tilbagesendelse, uanset hvor den afviste asylansøger opholder sig. Det betyder, at hvis en afvist asylansøger rejser til et andet EU-land, skal det andet land udsende personen.
Introduktionen af "den europæiske tilbagesendelsesordre" som en digital registrering af tilbagesendelsesafgørelser vil gøre det nemmere for EU-landene at fuldbyrde hinandens afgørelser.
På nuværende tidspunkt er de nationale asylsystemer dog meget forskellige, og anerkendelsesraterne for flygtninge er ikke ensartede. Hvis EU-landene skal fuldbyrde hinandens afgørelser om tilbagesendelse, er det afgørende, at alle EU-lande har velfungerende asylsystemer, som sikrer mod refoulement.
Udvidet brug af indrejseforbud (art. 10 og art. 16)
EU-landene får en udvidet mulighed for at udstede indrejseforbud, fx som en sanktion for ikke at opfylde forpligtelsen til at samarbejde om tilbagesendelsen. Muligheden for at udstede indrejseforbud af sikkerhedsmæssige årsager er også blevet udvidet. Længden af indrejseforbuddene er blevet forlænget fra fem år til ti år med mulighed for yderligere forlængelse af sikkerhedsmæssige årsager.
Forøget brug af indrejseforbud kan have alvorlige konsekvenser for afviste asylansøgere, særligt for dem, som har familie i EU. Det er derfor afgørende, at afviste asylansøgere har adgang til effektive retsmidler, såsom .
Begrænset mulighed for frivillig tilbagevenden (art. 13)
Tidsfristerne for at beslutte at vende tilbage frivilligt er blevet forkortet. Enhver mulig forlængelse vil afhænge af, hvorvidt myndighederne vurderer, at den afviste asylansøger samarbejder.
Kombinationen af korte tidsfrister og krav om samarbejde kan betyde, at en afvist asylansøger udsendes med tvang og uden reintegrationsstøtte, hvis myndighederne ikke er tilfredse med graden af pågældendes samarbejde.
En værdig tilbagesendelsesprocedure bør styrke den afviste asylansøger i at træffe informerede beslutninger om fremtiden, herunder undersøge mulighederne for at få lovligt ophold eller reintegrationsstøtte. Det forudsætter tilstrækkelig tid for den afviste asylansøger at kunne træffe beslutning om og forberede sig på og reintegration.
Ny overvågningsmekanisme (art. 15)
Indførelsen af en uafhængig monitoreringsmekanisme for at sikre grundlæggende rettigheder under tilbagesendelsesproceduren er en positiv udvikling.
Hvis overvågning eller monitorering skal være meningsfuld, bør mekanismen anvendes for hele tilbagesendelsesproceduren, det vil sige både før og efter udsendelsen. Det er afgørende, at monitoreringen udføres af uafhængige aktører, såsom nationale menneskerettighedsinstitutter, ombudsmænd eller civilsamfundsorganisationer. Der skal være adgang til effektive retsmidler for at sikre, at der ikke finder rettighedskrænkelser sted.
Retsgrundlag for at etablere udrejsecentre i tredjelande (art. 4 og 17)
EU-landene får mulighed for at udsende afviste asylansøgere til tredjelande, hvis der er en aftale om et såkaldt udrejsecenter eller ”return hub”. Det betyder, at den afviste asylansøger kan blive tvangsmæssigt udsendt til et tredjeland, hvor pågældende aldrig har været før, hvis EU-landet har indgået en sådan aftale.
Ordninger om outsourcing, hvor målet er at overføre ansvaret for udsendelse af afviste asylansøgere fra EU til tredjelande, medfører risici for krænkelser af menneskers rettigheder. Udrejsecentre kan blive steder, hvor grundlæggende rettigheder ikke respekteres, og hvor mennesker ikke kan få adgang til basale nødvendigheder. Det fremgår, at uledsagede mindreårige asylansøgere og familier med børn skal undtages fra overførsel til tredjelande, hvilket understreger de risici, som sådanne ordninger medfører.
Derudover vil tvangsmæssige udsendelser - som ofte fuldbyrdes ved brug af politi og frihedsberøvelse - være meget omkostningstunge og ineffektive, samtidig med, at de underminerer respekten for menneskelig værdighed i og udenfor EU.
Pligt til at samarbejde og konsekvenser for manglende opfyldelse (art. 21-22)
Afviste asylansøgere er forpligtede til at samarbejde med myndigheder under hele tilbagesendelsesproceduren, fx være til rådighed for myndighederne og samarbejde med myndigheder i tredjelande. Den afviste asylansøger kan blive sanktioneret, hvis kravene ikke overholdes, fx begrænset mulighed for frivillig tilbagevenden og nedsat reintegrationsstøtte samt afslag på arbejdstilladelse.
Der er dog ingen bindende regler om løsninger for afviste asylsøgere, som ikke kan udsendes, selvom de har samarbejdet fuldt ud med myndighederne. Selvom EU-landene kan give ophold af og humanitære grunde, er de ikke forpligtet til at gøre det, hvilket betyder, at mennesker kan risikere at leve i limbo i årevis.
Begrænsede proceduremæssige garantier (art. 25-28)
De proceduremæssige garantier er svage, fx fordi en klage ikke automatisk udsætter udrejsefristen. Afviste asylansøgere skal både søge om, at fuldbyrdelsen af tilbagesendelsesafgørelsen suspenderes, og om gratis . Når en klage over afgørelsen om tilbagesendelse ikke automatisk har opsættende virkning og suspenderer udsendelsen, er der risiko for refoulement.
Det er også muligt at bede om juridisk bistand i forbindelse med asylproceduren, men muligheden for at få gratis juridisk bistand afhænger i sidste ende af en myndighedsbeslutning, hvilket gør den proceduremæssige garanti utilstrækkelig.
Forøget brug af frihedsberøvelse (art. 29-35)
Grundene til at frihedsberøve afviste asylansøgere er blevet udvidede, særligt ift. . Længden af frihedsberøvelsen er blevet udvidet fra 18 måneder til højst 24 måneder, med domstolsprøvelse mindst hver tredje måned. Det er stadig tilladt at frihedsberøve asylansøgere i fængsler, hvis de pågældende er adskilt fra indsatte, som er dømt for kriminalitet.
EU-landene er også forpligtede til at sørge for alternativer til frihedsberøvelse. Men det er uklart, hvorvidt EU-landene vil være interesserede i at benytte sådanne alternativer, da vurderingen af muligheden for mindre indgribende foranstaltninger afhænger af forsvindingsrisikoen, som er blevet udvidet.
DRC vil gerne understrege, at brugen af frihedsberøvelse skal begrænses til situationer, hvor det er nødvendigt og proportionelt, og at det ikke er en forbrydelse at søge om international beskyttelse. Det er bekymrende, at muligheden for at frihedsberøve børn og familier er bevaret med tilføjelse om, at det skal være under hensyn til barnets tarv. Børn skal aldrig frihedsberøves.
Strukturer for rådgivning om tilbagesendelse og reintegration (art. 46)
EU-landene forpligtes til at tilbyde rådgivning om tilbagevenden og reintegration. Det er en positiv udvikling, fordi sikre værdig tilbagevenden og bæredygtig reintegration.
Reintegrationsbistand anerkendes ikke som en individuel ret, og omfanget af støtten afhænger af, hvorvidt den afviste asylansøger har overholdt sine forpligtelser og kravet om samarbejde. Kombinationen af strengere krav og korte tidsfrister for at acceptere ”frivillig” tilbagevenden kan medføre, at mange afviste asylansøgere bliver sendt tilbage med tvang og uden nogen reintegrationsstøtte.
Muligheden for at få reintegrationsstøtte bør ikke være betinget af, hvorvidt en afvist asylansøger har samarbejdet om tilbagesendelsesproceduren. Adgangen til meningsfuld reintegrationsstøtte er lige vigtig uanset, om den afviste asylansøger beslutter sig for at samarbejde om tilbagesendelsen.
