Spring til indholdet
Asyl
Kontakt
DRC's arbejde med reintegrationsstøtte

Stemmer fra tilbagevendte

DRC Dansk Flygtningehjælp har i samarbejde med lokale reintegrationspartnere stillet reintegrationsprogrammer til rådighed siden 2018 og været involveret i over 300 individuelle reintegrationsforløb. På baggrund af vores rådgivning i Danmark, det tætte samarbejde med de lokale partnere, den virtuelle opfølgning med hjemvendte samt besøg hos både reintegrationspartnere og hjemvendte har vi gjort os mange erfaringer med processen efter tilbagevenden.

Ny serie fra DRC Asyl

Stemmer fra tilbagevendte er en ny serie fra DRC Asyl, der har til formål at bringe personlige erfaringer fra mennesker, der er udrejst fra Danmark med reintegrationsstøtte, frem i lyset. Med serien ønsker DRC at give plads til stemmerne fra dem, der selv har gennemlevet processen, og som sjældent bliver hørt. Formålet er helt enkelt at formidle førstehåndsperspektiver på tilbagevenden.

Rapport om tilbagevenden til Thailand, 2026

Thailand

Rapporten formidler personlige erfaringer fra mennesker uden opholdstilladelse i Danmark, der er vendt tilbage til Thailand med reintegrationsstøtte – med særligt fokus på personer udsat for menneskehandel.

Siden 2020 har DRC og Caritas Thailand samarbejdet om at yde reintegrationsstøtte til personer, der vender tilbage fra Danmark til Thailand. I perioden fra 2020 til midt december 2025 er i alt 61 personer udrejst til Thailand med støtte gennem samarbejdet.

Rapporten bygger på DRC’s samlede erfaringer med reintegrationsforløb i samarbejde med Caritas Thailand, men først og fremmest på dybdegående interviews med 15 tilbagevendte kvinder. Det er fortællingerne fra de kvinder, som giver rapporten stemme og et konkret indblik i de levede erfaringer med tilbagevenden og reintegration.

Rapport om tilbagevenden til Irak, 2025

Irak 

Rapporten formidler erfaringer fra 29 afviste asylansøgere, der er vendt tilbage til Irak fra Danmark i perioden mellem 2018 - 2023. Den bygger på kvalitative interviews gennemført under DRC’s besøg i Irak i efteråret 2023 samt en telefonisk spørgeskemaundersøgelse.

De tilbagevendte er voksne mellem 20 og 69 år, som har modtaget støtte gennem The European Technology and Training Centre’s (ETTC) reintegrationsprogram. De fleste har været væk fra Irak i flere år, før de vendte tilbage.