Hvis man får afslag på sin ansøgning om asyl bliver man ikke sendt ud af Danmark så længe man er mindreårig.
Man kan få en særlig opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 2, nr. 2, hvis udlændingemyndighederne vurderer, at man ikke har noget netværk i hjemlandet og derfor vil være i en reel nødsituation, hvis man vender tilbage.
Som uledsaget mindreårig asylansøger med opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 2, nr. 2, er det vigtigt, at man søger om opholdstilladelse efter særlige grunde (udlændingelovens § 9 c, stk. 1), inden man fylder 18 år. Udlændingemyndighederne vurderer kun en ansøgning om opholdstilladelse efter særlige grunde, hvis den er indgivet, inden man er fyldt 18 år.
Dansk Flygtningehjælp yder juridisk rådgivning til uledsagede mindreårige asylansøgere, og hvis man har opholdstilladelse og snart fylder 18 år, tilbyder vi også rådgivning. Det er en god ide at kontakte os nogle måneder før man fylder 18 år.