Nyheder

Længe ventet afklaring for asylansøgere, som er registreret i Italien

Mange asylansøgere har længe været i en limbo-situation: Før de kom til Danmark, var de blevet registreret i Italien. Danmark ville derfor ikke behandle deres asylsager, men Italien ville heller ikke tage imod dem. Nu har de danske myndigheder endelig slået fast, at asylansøgere ikke kan overføres til Italien.

Asylansøgere, som var blevet registreret i Italien, inden de kom til Danmark, har ventet længe på at få afklaring i deres sager.  

Det skyldes, at de danske myndigheder ville sende dem tilbage til Italien i henhold til Dublin-forordningen. Det har dog ikke været muligt, fordi de italienske myndigheder siden december 2022 har nægtet at tage imod asylansøgere fra andre EU-lande, heriblandt Danmark.  

DRC Dansk Flygtningehjælp har repræsenteret asylansøgerne og set, hvor svært det har været for dem at  overkomme ventetiden og uvisheden. De kunne ikke få deres asylsager behandlet, før Dublin-sagerne var afsluttet. DRC har derfor længe opfordret de danske myndigheder til at behandle asylsagerne i Danmark,  

I november 2024 besluttede Flygtningenævnet endelig, at Danmark ikke kan overføre asylansøgere til Italien på grund af situationen for asylansøgere i landet. Det skyldes, at det blandt andet kan være svært at blive registreret som asylansøger i Italien, ligesom mange asylansøgere lever på gaden uden adgang til nogen hjælp.  

I denne uge har Udlændingestyrelsen endeligt fulgt trop og meddelt, at asylansøgere kan få deres asylsag behandlet i Danmark, selvom de før har været registreret i Italien.  

DRC Dansk Flygtningehjælp mener, at det er meget positivt, at de danske myndigheder langt om længe har valgt at behandle asylsagerne i Danmark, så asylansøgerne kan slippe ud af det limbo, de har levet i. 

Hvad er Dublin-forordningen?

Dublin-forordningen bruges til at bestemme, hvilket europæisk land, som skal behandle en asylansøgning. Det betyder, at mennesker, som flygter til Europa, som udgangspunkt kun kan få deres asylansøgning behandlet i ét EU-land, typisk det første land, hvor de er registreret efter indrejsen i EU. Hvis man derefter rejser videre til et andet EU-land og søger om asyl, så kan man blive sendt tilbage til det første land. 

DRC Dansk Flygtningehjælps kritik af asylansøgernes ventetid i uvished

Læs mere om ...

Hjemrejserådgivning Juridisk rådgivning Repatriering Vi mener Afghanistan Albanien Ansvarsprocedure Asylprocedure Balkan Bortfald og inddragelse Bosnien-Hercegovina Bulgarien Børn Eksternalisering Eritrea Etiopien EU Familiesammenføring Frihedsberøvelse Gaza Georgien Humanitær opholdstilladelse Høringssvar Irak Iran Italien Kosovo Kroatien Kurdistan Kuwait Kvinder Kvoteflygtninge Kærshovedgård Landerapport LGBT+ Libanon Marokko Menneskehandel Montenegro Palæstina Polen Reintegrationsstøtte Rusland Serbien Somalia Statsløshed Syrien Særlov Thailand Tjetjenien Udsendelseshindret Udsendelsesprocedure Udvisning og indrejseforbud Uganda Ukraine Vestbredden Yemen